Tennisalbue

 
De fleste overbelastningsskader opstår på baggrund af ensidigt gentagen bevægelser. Det kan f.eks. være i forbindelse
med montagearbejde i en produktionslinie eller lignende, hvor du laver den samme bevægelse igen og igen.

Tennisalbue (lateral epicondylitis)

Ved gentagne ensartede (over)belastninger overskrides muskelfæstets styrke. Herved opstår der mikroskopiske bristninger i senen og specielt ved senefæstet, hvilket medfører en "betændelse" (inflammation). Senebetændelsen er en advarsel om, at arbejdsfunktionen/træningen er for belastende for den aktuelle muskelsene, og hvis ikke belastningen reduceres, kan der opstå en kronisk ”betændelse”, der er vanskelig at behandle. Tilstanden kaldes også ”tennisalbue”.


Symptomer:
Ømhed og smerter på udvendige knoglefremspring på albuen (epicondylus lateralis) med forværring ved aktivering af muskelgruppen, der fæster på stedet (bagudbøjning i håndled (ekstension) mod modstand og ved udspænding).


Undersøgelse:
Sædvanlig stilles diagnosen ved en almindelig undersøgelse. Hvis der er tvivl om diagnosen, kan der udføres en ultralydskanning, hvor betændelsesforandringerne ved fæstet ofte kan ses.
Der kan ved langvarige gener ses opflosning af knoglehinden (entesopatia) og forkalkninger i bløddelene, der stedvis kan have karakter af en ”hælspore”.


Behandling:
Består af aflastning fra udløsende aktiviteter, genoptræningsøvelser (stræk og styrketræning), manuel behandling og egenbehandling med kuldepakninger. Derudover efter behov medicinsk behandling med gigtmedicin og andre smertestillende.