|
Candidatus manutigii betyder direkte oversat ’en person, der har bestået den afsluttende kandidateksamen i helbredende håndsberøring’, altså det vi på dansk kender som en kiropraktor. En kiropraktor uddannes til selvstændigt at varetage undersøgelse, diagnostik, behandling og forebyggelse af lidelser relateret til bevægeapparatet. Med andre ord er det altså ikke kun rygsmerter eller rygproblemer en kiropraktor kan hjælpe med, men også problemer i f.eks. skulder og fod eller iskiassmerter.
Hvad kan en kiropraktor hjælpe dig med
Danske kiropraktorer ser ca. 250.000 patienter om året. Ca. 50 % har deres primære klager fra lænderyggen. Smerter fra nakken og brystryggen er andre hyppige henvendelsesårsager. Problemer i ryg og nakken kan være årsag til andre smerter, f.eks. hovedpine og smerter i arme og ben. Hertil kommer lokale smerter i f.eks. skulder, knæ og hofter. Fælles for de fleste problemer der ses i en kiropraktisk klinik, er en ubalance i kroppens led, muskler, sener og nervesystem, som typisk viser sig ved uhensigtsmæssige bevægelsesmønstre og spidsbelastninger af væv, som ikke fra naturens side er gearet til dette. Formålet med den kiropraktiske behandling er at sikre en harmonisk bevægelsesfunktion af kroppen, herunder f.eks. reducere muskulære spændinger og skabe fuld bevægelighed af kroppens led. Du kan henvende dig direkte til en kiropraktor, det kræver ikke henvisning fra egen læge. Når du henvender dig hos en kiropraktor med et problem i bevægeapparatet, vil han/hun først optage en grundig sygehistorie, dvs. spørge ind til problemet, hvornår det typisk optræder, hvordan det er opstået, hvilke funktionsbegrænsninger det giver osv. Herefter foretager kiropraktoren en klinisk undersøgelse af området med smerter og typisk også relaterede områder. F.eks. kan armsmerter stamme fra problemer i nakken, eller knæsmerter kan stamme fra hofteproblemer. Nogle gange vil kiropraktoren supplere den kliniske undersøgelse med røntgen eller ultralydsskanning. I nogle tilfælde vil MR-skanning eller andre undersøgelser være nødvendige. Hvis kiropraktoren vurderer, at dit problem ikke kan afhjælpes ved kiropraktisk behandling, kan vi sende dig videre i systemet, oftest i samarbejde med din egen læge. Et behandlingsforløb er individuelt bestemt, nogle problemer klares hurtigt, mens andre kræver et længerevarende forløb. Langvarige smerter giver oftere et længere forløb, men gennemsnitligt ligger antallet af behandlinger på 3-7. |